Gruppen adskiller sig fra andre blótgrupper ved, at medlemmerne er forholdsvis ens i deres ideologiske overbevisning samt tilgang til moderne hedenskab.
Efter en del erfaring med større, åbne blótlaug, er det vor overbevisning, at et mindstemål af fælles standpunkter på væsentlige områder er afgørende for den form for trivsel vi ønsker i en blótgruppe, for sammenhængskraften og den åndelige samhørighed som vi mener er afgørende for, at den hellige handling kan udføres tilfredsstillende.
Derfor optager Hefjendur i modsætning til mange andre blótgrupper gerne folk, der ikke inden udgør en del af det såkaldte asatromiljø. Det der er afgørende for Hefjendur er forholdet til naturen, åndelighed og folkets ret til frihed og selvopretholdelse. Hefjendur bekender sig til de nordiske magter, der optræder i mytologien, i mennesket og i naturen. Vi betragter i allerhøjeste grad asatroen som både en folke-og naturreligion og ser naturens udspil som magternes sprog (Se fodnote 1).
Et andet sted hvor Hefjendur skiller sig ud er, at fællesskabet ikke er bange for, at have et regelsæt, der bygger på idealer hentet hos vore forfædre.
Vi betragter det ikke som om vi har opnået det at være hedninge som vore forfædre var det, ej heller bilder vi os ind, at vi er færdige med at udvikle os som moderne asatro eller lignende. Vi er kun på vej - Vi er blot i færd med at komme tættere på vore forfædres tanker, vor natur, vore magter og vort eget væsen!
Vi forventer i Kredsen at man står ved Hefjendur og tragter efter ærlighed, pålidelighed, hjælpsomhed og støtte. Kredsen er et ånds-og forståelsesfællesskab, hvor alle bidrager, bestyrker og deltager det fælles løft.
I Kernen skærpes ovenstående principper ved at man 'er tro' og desuden forventes det at man bestræber at styrke krop, sind og ånd – at man 'holder sig i bevægelse'.
Kernen er mere end bare et blótlaugs bestyrelse, det er frænder og frænker, der tilsammen udgør et åndeligt edsforbund (Se fodnote 2). Kernen er i konstant bevægelse for at skabe og fremme dyrkelsen af og kendskabet til de nordiske magter udadtil og bidrage til hinandens viden, forståelse og indsigt indadtil.
(Fodnote 1:) Asatroen er en lokalorienteret skriftløs religion, der betragter jorden som hellig, dyrker vætter for deres værn om lokale områder og dyrker guder og himmellegemer for frugtbarhed og gunstige vejrforhold.
(Fodnote 2:) Et med eder befæstet forbund. Gerne med et givent formål.
Hávamál
16 af H. G. Møller
|
Ósnjallr maðr hyggsk
munu ey lifa, ef hann við víg varask; en elli gefr hánum
engi frið, þótt hánum geirar gefi.
|
Ukæk Mand tror
evig at leve når han flygter for Fare. Ælde giver ham
aldrig Fred, om end Spyd ham den skænker.
|
65 af H. G. Møller |
Orða þeira,
er maðr öðrum segir oft
hann gjöld of getr
|
Forsigtig og på Vagt skal hver Mand være, varsom til
Venner at tro. For de Ord,
som til en anden man sagde, ofte man Bod måtte bøde.
|
25 af Thøger Larsen |
Ósnotr maðr hyggr
sér alla vera viðhlæjendr vini; þá þat finnr, er
at þingi kemr, at hann á formælendr fáa.
|
Vidløs
Mand tror sig Ven med alle, der ler lystigt med ham, men ser,
naar de kommer sammen paa Tinge, at han har kun faa til Forsvar.
|
124 af Thøger Larsen |
Sifjum er þá
blandat, hver er segja ræðr einum allan hug; allt er
betra en sé brigðum at vera; er-a sá vinr öðrum, er
vilt eitt segir...
|
Venskab
er godt, hvor Venner kan sige hinanden alt, hvad de mener; ussel
er Tale med to Slags Tunge, lav er Ven, som logrer.
|