Som åndsfællesskab og erklærede hævdere af Nordens særpræg og egenart, lykke og ære, føler vi naturligvis en vis stolthed over at være nordiske. Dermed er dog ikke sagt, at vi er de eneste på kloden, der har noget at være stolte af, og vi betragter os tilmed som beslægtede med og venligt stemte overfor alverdens åndelige sammenslutninger, der helligholder deres eget naturområde, folkereligion og kulturkreds. Som sådan er vi folkebevidste (Se fodnote 1) etnopolyister (Se fodnote 2) og hylder princippet om forskellighed og mangfoldighed, en skik som til alle tider har kendetegnet polyteistiske natur- og folkereligioner.

Som stolte nordboere bliver man desværre nemt tillagt ønsker om at ville undertrykke andre, hvilket vi kan afvise da vi er i bund og grund er antitotalitære, altså imod tvang, ensretning og centraliseret magtmonopol, og hylder den nordiske tradition for frihed, lav magtdistance og tillidskultur. Så disse beskyldninger grunder frem for alt i uvidenhed. Vi er også antimonoteister (Se fodnote 3) og har derfor en direkte modvilje mod det udbredte ønske om religiøst sandhedsmonopol og er ikke begejstrede for, at mennesker der dyrker deres egne guder bliver kaldt vantro og det der er værre.

Endelig er vi natursakralister (Se fodnote 4), da vi anser naturen for at være hellig og dermed ukrænkelig. Som del af den nordiske folkeæt har vi tilmed et særligt ansvar for og tilhørsforhold til den nordiske natur. Ligesom vores kultur, fædreland og slægt ikke er noget vi ejer, men noget vi har ansvar for at hævde, dyrke og overlevere i bedre stand end modtaget, således er det vores ansvar og hellige pligt at værne om vores nordiske natur.